12. juni 2017

Bayer del af erhvervsmentorordning, der skal hjælpe højtuddannede flygtninge. 

I samarbejde med Foreningen Nydansker sætter Bayer integration på dagsordenen med en frivillig erhvervsmentorindsats, der skal hjælpe flygtninge ind på det danske arbejdsmarked. 

Bayer mentors and their mentees Zoom image
Bayers kontor i Ørestaden dannede rammerne om det første møde.

Foreningen Nydansker har længe haft succes med at skabe virksomhedssamarbejder til at løfte opgaven med at sikre integrationen af højtuddannede indvandrere og flygtninge. Det sker ud fra tesen om, at erhvervslivet spiller en helt central rolle, da integration løses bedst i samarbejde mellem kommuner, virksomheder og civilsamfund.

 

Bayer blev bekendt med erhvervsmentorkorpset via en event hos den amerikanske ambassadør og kom hurtigt i dialog med Foreningen Nydansker om, hvordan Bayer kunne være en del af indsatsen.   

 

”Når vi nu ved, der er mange flygtninge i Danmark med en god uddannelse eller erfaring, som kan have glæde af en hjælpende hånd til at finde vejen ind på det danske arbejdsmarked, og vi som medarbejdere meget gerne vil bidrage med vores kompetencer til at kunne gøre den berømte forskel; så ser jeg det som en oplagt mulighed”, siger Susanne Öngör, Nordisk HR chef i Bayer.

 

Netværk og rådgivning

Projektet er et virksomhedssamarbejde mellem Erhvervsmentorkorpset og Bayer, som finansierer, at 6 medarbejdere bliver frivillige mentorer for 6 flygtninge. Rekruttering af mentees og udvælgelse af de tilmeldte mentorer fra Bayer håndteres af Erhvervsmentorkorpset, som også står for at matche mentee og mentor på baggrund af uddannelses- og brancheerfaring. Mentorforløbet varer i 6 måneder, hvor mentor og mentee mødes 1-2 gange om måneden.

 

Målgruppen for projektet er højtuddannede borgere med asylstatus, der er job- eller uddannelsessøgende, og som har brug for en mentor til at rådgive og støtte dem i forhold til jobsøgning, uddannelse eller lignende. Som ny i et fremmed land står man over for et nyt sprog, en ny kultur og ikke mindst et begrænset professionelt netværk, og her kan en erhvervsmentor gøre en stor forskel.

 

Fokus på CSR-indsatser

Bayer har stor fokus på Corporate Social Responsibilty, som har været et nøgleelement i virksomhedsfilosofien og kulturen i mere end 100 år, og virksomheden står bag en række globale initiativer. Familieplanlægningsprogrammer, bekæmpelse af sult og fattigdom samt udryddelse af tropiske sygdomme er blot nogle af de mange initiativer, som Bayer er involveret i. Virksomheden har også tradition for at give økonomisk og materiel støtte ved naturkatastrofer og andre kriser, og derfor var det naturligt for virksomheden at være en del af projektet, som også kommer til at skabe værdi internt i Bayer ifølge Susanne:

 

”Jeg er overbevist om, at det at være en del af erhvervsmentorkorpset også giver stor værdi for mentorerne, som får mulighed for at udfylde en rolle som sparringspartner og få indblik i en anden kultur. Vi har oplevet en stor interesse og en stolthed over, at vi engagerer os i projektet, så jeg glæder mig til at se hvilke resultater, der kommer ud af forløbet”, siger Susanne.  

 

Kick-off arrangement i Ørestaden

Den 30. maj 2017 afholdte Foreningen Nydansker og Bayer A/S et kick-off arrangement, hvor mentorer og mentees mødte hinanden for første gang. Forløbene er dermed lige skudt i gang, men de første møder og opgaver er allerede planlagte, og forventningerne er høje.   

 

Fakta om mentorprogrammet

Mentorprogrammet er rettet mod flygtninge, som har været i Danmark i mindre end 3 år. Programmets formål er at matche folk, som er aktive på arbejdsmarkedet, med flygtninge, der ønsker hjælp til at komme i job eller uddannelse.  

 

Kommunerne, som henviser de ledige flygtninge til et mentormatch i Foreningen Nydanskers Erhvervsmentorkorps, støtter op om initiativet ved at dække transportudgifter for deres nye borgere. I kommunerne er begejstringen stor over, at private kræfter i erhvervslivet på så konkret vis tager et medansvar for at løfte integrationsopgaven.

 

Vil du vide mere om Erhvervsmentorkorpsets programmer, så kontakt Trine Lundgaard Hoffmann, seniorkonsulent i Foreningen Nydansker, på tln@foreningen-nydansker.dk eller på telefon 3338 6211.

Opdateret: 12. juni 2017  Copyright © Bayer A/S
http://www.bayer.com

Anbefal

Luk ×