19.09.2019

Bayer deltog på Ungdommens Folkemøde

Den 5. og 6. september deltog Bayer i Ungdommens Folkemøde i Valbyparken – en demokratifestival for unge mennesker med visionen om at gøre nutidens unge nysgerrige på og engagerede i det samfund, de er en del af.

Omkring 30.000 unge mennesker deltog i løbet af festivalens to dage, og mange lagde vejen forbi Bayers telt, hvor vi kunne byde de unge på et væld af aktiviteter. Vi afholdt workshops med temaet ”Hvad skal vi spise, og hvor mange skal vi være?”, hvor vi  gav deltagerne en anledning til at fundere over, hvordan teknologi kan bidrage til at løse den globale udfordring omkring fødevaresikkerhed. De unge mennesker kunne også blot lægge vejen forbi Bayers telt for at slå sig ned på en halmballe og reflektere over, hvor de selv kan bidrage til indfrielsen af FNs 17 verdensmål i deres egen dagligdag. De kunne så enten skrive deres personlige bidrag ned og hænge dem på vores ’verdensmålstræ’ eller dekorere en t-shirt med deres tiltag. I teltet var der også indrettet et præventionshjørne med film og illustrationer, hvor deltagerne kunne lære om forskellige præventionstyper, og hvordan disse har udviklet sig gennem årene.

På teltets bagvæg var det illustreret, hvordan den tilgængelige landbrugsjord er reduceret væsentligt siden 1950. Dette gav anledning til mange spændende diskussioner om fødevaresikkerhed og de udfordringer, verden står overfor. Diskussionerne udløste massevis af interessante refleksioner og spørgsmål fra de unge deltagere, hvilket netop var et af Bayers vigtigste formål ved at deltage i Ungdommens Folkemøde.